Hvad er BCAA?
BCAA er en samlebetegnelse for de tre aminosyrer leucin, isoleucin og valin, som du også får, når du indtager protein. Som tilskud sælges BCAA på, at du får større muskler, bliver mindre øm efter hård træning og kan træne længere, før trætheden sætter ind. Spørgsmålet er, om et tilskud giver dig noget, du ikke allerede får fra proteinet i din kost.
Hvad står BCAA for?
BCAA står for branched-chain amino acids, på dansk forgrenede aminosyrer. Navnet kommer fra opbygningen: Leucin, isoleucin og valin har hver en sidekæde af kulstofatomer, der forgrener sig ét sted.1 Alle tre er essentielle. Det betyder, at kroppen ikke selv kan lave aminosyrerne, og at din kost skal dække kroppens behov. Til forskel fra de fleste andre aminosyrer bliver BCAA især nedbrudt i musklerne.2
Der findes ni essentielle aminosyrer, og BCAA er tre af dem.3 Et EAA-tilskud (essential amino acids) indeholder alle ni, mens et BCAA-tilskud kun har de tre forgrenede.
Får du allerede BCAA i din kost?
Ja, men hvor meget afhænger af, hvor dit protein kommer fra. Alt protein er bygget af aminosyrer, men fordelingen skifter fra kilde til kilde, så 10 g protein fra én fødevare giver ikke nødvendigvis lige så meget BCAA som 10 g fra en anden. Da hollandske forskere målte aminosyrerne i en række proteinpulvere, indeholdt planteprotein i gennemsnit mindre leucin end animalsk protein, og af kilderne i tabellen herunder havde valleprotein mest.3
| Proteinkilde | Leucin pr. 10 g protein | BCAA i alt pr. 10 g protein |
|---|---|---|
| Valleprotein | 1,1 g | 2,0 g |
| Mælkeprotein | 0,9 g | 1,7 g |
| Kasein | 0,8 g | 1,5 g |
| Ægprotein | 0,7 g | 1,4 g |
| Sojaprotein | 0,7 g | 1,3 g |
| Ærteprotein | 0,7 g | 1,4 g |
| Kollagen | 0,3 g | 0,7 g |
Tallene er målt i rene proteinpulvere og regnet om til 10 g protein ud fra, hvor meget protein pulverne indeholdt.3 Værdierne for kollagen kommer fra en anden undersøgelse.4
Kollagen, som du også får fra gelatine, har langt mindre BCAA end de andre kilder i tabellen og mangler helt den essentielle aminosyre tryptofan.4 Gelatine står for eksempel på ingredienslisten i Haribos guldbamser, der har 6,9 g protein pr. 100 g.5 Proteintallet på en etiket siger altså ikke i sig selv, hvor meget BCAA du får.
Samlet set får voksne i ti europæiske lande, inklusive Danmark, i gennemsnit omkring 12,6 g BCAA om dagen fra kosten, heraf 5,6 g leucin.6
Behovet er langt mindre: Ifølge de amerikanske næringsstofanbefalinger skal en person på 70 kg have omkring 6 g BCAA om dagen, altså under halvdelen af det gennemsnitlige indtag.7 Spiser du mere protein end gennemsnittet, fordi du træner, får du som regel også mere BCAA. Hvor meget protein almindelige fødevarer giver, kan du se i guiden til protein uden pulver.
Hvor møder du BCAA som tilskud?
Rene BCAA-tilskud fås som pulver til at blande med vand og som tabletter. På etiketten står der et forhold mellem de tre aminosyrer, fx 2:1:1, 4:1:1 eller 8:1:1.8, 9, 10 Det første tal er leucin, og de to næste er isoleucin og valin. I 2:1:1 er der altså dobbelt så meget leucin som af hver af de to andre, og i 8:1:1 er der otte gange så meget.
BCAA er også en af ingredienserne i nogle pre-workouts. Da forskere i 2018 gennemgik de 100 mest solgte pre-workouts på en stor amerikansk webshop, indeholdt godt hver femte BCAA. Hvor mængden stod på etiketten, var der i gennemsnit 3,2 g pr. portion.11
Og så findes der drikke med BCAA. Et eksempel er NOCCO, hvor det kun er dåserne i BCAA-serien, der indeholder BCAA: 2,5–3 g pr. dåse alt efter smag og marked og 5 g i den koffeinfri BCAA+. Mærkets Focus- og Electrolyte-dåser indeholder ingen BCAA.12, 13
Hvad gør BCAA i musklerne?
BCAA er byggesten i det nye protein, dine muskler hele tiden bygger, mens de nedbryder gammelt. Opbygningen kaldes muskelproteinsyntese, og leucin, den ene af de tre, virker som et startsignal for den, for eksempel efter et måltid med protein.3
Signalet alene er dog ikke nok, for musklerne skal have alle de essentielle aminosyrer for at bygge nyt protein, ikke kun de tre forgrenede. Får du kun BCAA, må de øvrige essentielle aminosyrer komme fra protein, som kroppen selv nedbryder, og det sætter en grænse for, hvor meget nyt protein musklerne kan bygge.14
Da en amerikansk forsker i 2017 gennemgik forskningen, fandt han intet forsøg, der havde målt muskelproteinsyntesen hos mennesker, som drak BCAA alene. I to forsøg, hvor deltagerne fik BCAA som drop direkte i en blodåre, faldt syntesen.14 Forskeren havde selv fået forskningsmidler eller honorarer fra blandt andre oksekødsbranchen i USA, Abbott, Danone og PepsiCo.14
Samme år kom et britisk forsøg, der netop målte muskelproteinsyntesen, når deltagerne kun fik BCAA. Ti unge mænd, der var vant til styrketræning, fik efter et træningspas enten en drik med 5,6 g BCAA eller en drik uden.
Med BCAA var muskelproteinsyntesen de næste fire timer omkring 22 procent højere end med drikken uden. Stigningen var dog omkring halvt så stor som den, forskerne tidligere havde målt efter valleprotein med samme mængde BCAA. GlaxoSmithKline betalte det britiske forsøg og lavede drikkene.15
Får du større muskler af BCAA?
De fleste forsøg har ikke vist, at BCAA giver mere muskelmasse. I en systematisk gennemgang fra 2025, hvor forskere samlede forsøgene med rene BCAA-tilskud, var der fem forsøg, der havde målt kropssammensætningen. Kun ét af dem fandt mere muskelmasse med BCAA end med placebo.16
Det forsøg, hvor BCAA gjorde en forskel, var både det længste og det største: 100 styrketrænede kvinder og mænd fik BCAA eller placebo i et halvt år. BCAA-gruppen tog godt 2 kg muskelmasse på, mens placebogruppens muskelmasse ikke steg.16
En anden gennemgang af forsøg med atleter fandt kun ubetydelige forskelle i muskel- og fedtmasse, og de fleste af forsøgene oplyste ikke, hvor meget protein deltagerne spiste i alt.17 Det gør resultaterne svære at tolke, for BCAA kan kun gøre en forskel oven i det protein, deltagerne allerede fik.
BCAA sælges også som en måde at holde på muskelmassen, når du taber dig. I et forsøg var 17 styrketrænede mænd på slankekur i otte uger og trænede samtidig. Mændene, der fik BCAA før og efter træningen, beholdt deres muskelmasse, mens kontrolgruppen, der fik en sportsdrik med kulhydrat, mistede knap 1 kg muskelmasse. Producenten af BCAA-produktet leverede tilskuddet og betalte for forsøget.18 Produktet var dog ikke rent BCAA. Ifølge gennemgangen fra 2025 indeholdt det også andre stoffer, blandt andet aminosyren citrullin.16
Andre forskere påpegede bagefter, at vægten i BCAA-gruppen næsten ikke flyttede sig, mens kontrolgruppen tabte godt 2 kg. Forskellen i muskelmasse kan derfor skyldes, at kontrolgruppen tabte sig mere, og ikke den ekstra BCAA, som BCAA-gruppen fik.19 Hvad der virker i et kalorieunderskud, kan du læse i guiden om at bevare muskelmassen, når du taber dig.
Hjælper BCAA mod ømme muskler?
BCAA kan dæmpe ømheden efter hård træning, men det er uklart, i hvor mange dage. To metaanalyser, hvor forskere har lagt resultaterne fra mange forsøg sammen, har set på BCAA og ømme muskler. I forsøgene fik deltagerne BCAA eller placebo i forbindelse med træning, der gjorde musklerne ømme bagefter.
Den første metaanalyse samlede resultaterne fra ni forsøg med unge, trænede mænd og fandt kun mindre ømhed det første døgn efter træningen.20 Her vidste forskerne ikke, hvor meget protein deltagerne spiste i alt.20 Den anden metaanalyse samlede resultaterne fra 18 forsøg, også forsøg med deltagere, der ikke var vant til at træne, og fandt mindre ømhed fra et til fire døgn efter træningen.21
I forsøgene blev der også målt kreatinkinase i blodet. Enzymet siver ud fra musklerne, når de er beskadiget, og bruges derfor som et mål for muskelskade. Begge metaanalyser fandt mindre kreatinkinase med BCAA på nogle af tidspunkterne, mens et andet mål for muskelskade, enzymet laktatdehydrogenase, ikke ændrede sig.20, 21
En ældre gennemgang af forsøgene vurderede samlet virkningen som svag. BCAA så dog ud til at virke bedst under tre forhold: Træningen havde kun givet let til moderat skade på musklerne, deltagerne fik en høj dosis, og de begyndte at tage BCAA før træningen og fortsatte i mere end ti dage.22
Den høje dosis var over 200 mg BCAA pr. kg kropsvægt om dagen. Vejer du 70 kg, svarer det til over 14 g.22
I samme gennemgang målte en del af forsøgene musklernes kraft i dagene efter træningen. I omkring halvdelen af dem fik deltagerne kræfterne hurtigere tilbage med BCAA, mens BCAA ikke gjorde nogen forskel i resten.22
Udskyder BCAA trætheden under lange træningspas?
BCAA har kun udskudt trætheden i ét af fire forsøg, hvor deltagerne trænede, til de måtte give op. Forsøgene indgår i gennemgangen fra 2025, og i det ene forsøg, hvor BCAA gjorde en forskel, havde syv mænd først fået tømt musklernes lager af kulhydrat.16
Til gengæld føltes træningen lettere med BCAA i fem af de ni forsøg i samme gennemgang, der målte, hvor hård deltagerne oplevede træningen.16 Gennemgangen af forsøg med atleter kaldte samlet resultaterne fra løb og cykling uafklarede.17
Idéen bag påstanden er, at træthed ikke kun opstår i musklerne, men også i hjernen. Det kaldes central træthed. Under lange træningspas kommer der mere af aminosyren tryptofan ind i hjernen. Af tryptofan danner hjernen signalstoffet serotonin, som kan gøre dig træt. Tryptofan og BCAA konkurrerer om den samme vej ind i hjernen. Med mere BCAA i blodet burde der derfor slippe mindre tryptofan ind.23
Da EFSA, EU’s fødevaresikkerhedsautoritet, i 2010 vurderede, om BCAA får træningen til at føles lettere, bestod producenternes dokumentation af ét lille forsøg med syv cykelryttere. EFSA fandt ikke belæg for påstanden og heller ikke for, at BCAA får hjernen til at fungere bedre efter træning.24
Hvor meget BCAA fik deltagerne i forsøgene?
I ømhedsforsøgene i den største metaanalyse fik deltagerne fra omkring 3 g til 29 g BCAA om dagen.21 Jo større dagsdosen var, jo mere dæmpet var ømheden dagen efter, men forskerne skriver selv, at sammenhængen skal tolkes med forsigtighed.21 I den mindre metaanalyse fik deltagerne i de fleste forsøg BCAA i forholdet 2:1:1.20
En portion pre-workout med BCAA eller en dåse NOCCO BCAA ligger med omkring 3 g i den lave ende af forsøgsdoserne.11, 12 Mange af forsøgene brugte til gengæld mere end de 8,2 g om dagen, som det tyske risikovurderingsinstitut BfR har sat som vejledende værdi for BCAA som tilskud.7
Til sammenligning giver en portion på 30 g af et gennemsnitligt proteinpulver på det danske marked omkring 4,6 g BCAA.25 Er pulveret for eksempel lavet af valle, får du også de øvrige essentielle aminosyrer med.3 Hvor meget protein et måltid bør indeholde, kan du læse i guiden om, hvornår du skal tage protein.
Virker BCAA fra første dosis?
Det kommer an på, hvilken påstand du kigger på. I det britiske forsøg fra 2017, hvor ti unge mænd fik BCAA efter et træningspas, steg muskelproteinsyntesen allerede efter én drik. Men en enkelt stigning siger ikke noget om, hvor store musklerne bliver over tid.15
Mod ømhed ser BCAA ud til at virke bedre, jo flere dage du tager tilskuddet. Den ældre gennemgang fandt den tydeligste virkning efter mere end ti dage, og i den største metaanalyse faldt kreatinkinasen mere, jo længere deltagerne havde fået BCAA.22, 21
Hvor meget BCAA er for meget?
BfR har sat vejledende værdier for, hvor meget raske voksne kan tage som tilskud oven i det, de får fra kosten: i alt 8,2 g BCAA om dagen, heraf højst 4,0 g leucin.7 En egentlig øvre grænse for BCAA har ekspertpanelet bag de amerikanske næringsstofanbefalinger ikke kunnet sætte, fordi der manglede data.7
Grundlaget for BfR’s værdier er forsøg med rotter. BfR tog udgangspunkt i de højeste doser, rotterne tålte uden skader, dividerede dem med faste sikkerhedsfaktorer og regnede med en voksen på 70 kg.7 Værdierne ligger altså på et niveau, hvor BfR vurderer risikoen som lav, ikke ved en grænse, hvor skaderne begynder.
Forskere har også ledt efter en øvre grænse for leucin alene. I forsøg, der varede otte timer, fik raske mænd stigende mængder leucin, mens forskerne holdt øje med to ting: hvornår kroppen ikke kunne nedbryde mere leucin, og hvornår der kom mere ammoniak i blodet end normalt.6
Ud fra forsøget med fem unge mænd blev grænsen sat til 35 g leucin om dagen, og et lignende forsøg med ældre mænd endte på 30 g. Grænsen gælder alt det leucin, du får, også fra din kost. Forsøgene var sponsoreret af ICAAS, en nonprofit-organisation for aminosyrers sikkerhed, og forfatteren til gennemgangen af dem har siddet i organisationens videnskabelige råd.6
Tallene for leucin er så forskellige, fordi BfR’s værdier kun gælder tilskuddet og bygger på dyreforsøg, mens grænsen fra forsøgene med mennesker gælder det samlede indtag og bygger på få timers målinger.7, 6
Ved høje doser har forsøg vist mere ammoniak i blodet, og meget leucin sænker niveauet af isoleucin og valin.7, 6 Ud fra den slags fund anbefaler BfR at tage de tre aminosyrer sammen frem for hver for sig.7
Hvad må der stå om BCAA på etiketten?
Ingen sundhedsanprisning for BCAA er godkendt i EU. Producenterne har blandt andet søgt om at måtte skrive, at BCAA støtter muskelvæksten, hjælper restitutionen, gør træningen lettere og er godt for immunforsvaret, men da vi slog op i EU’s register over anprisninger den 29. oktober 2026, stod alle 15 ansøgninger som ikke godkendt.26 EFSA fandt ikke belæg for, at BCAA gør noget for musklerne ud over det, protein gør i forvejen.24
Om protein må der til gengæld stå, at det bidrager til at øge og vedligeholde muskelmassen. Det må dog kun stå på fødevarer, hvor mindst 12 procent af energien kommer fra protein.27, 28
Samme dag søgte vi også i EU’s katalog over nye fødevarer (novel food). Hverken leucin, isoleucin eller valin stod i kataloget.29
I Danmark må et kosttilskud uden videre indeholde op til 1,3 g leucin og 1,5 g af både isoleucin og valin i den daglige dosis, producenten anbefaler. Vil en virksomhed bruge mere, skal den først give Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri besked, og som udgangspunkt går der så seks måneder, før den må tilsætte den højere mængde.30 De 1,3 g leucin er halvt så meget, som de ti mænd i det britiske forsøg fik i én drik efter træningen.15
Har du brug for BCAA?
Nej, ikke hvis din kost giver dig protein nok fra kilder som kød, fisk, mejeriprodukter, æg og bælgfrugter. Den slags protein indeholder både BCAA og resten af de essentielle aminosyrer.3 Det, du skal tjekke, er derfor, hvor meget protein du får i alt, og hvor det kommer fra. Du kan regne dit behov ud i guiden om, hvor meget protein du har brug for. Ligger du under, er det mere protein i dine måltider, der mangler, ikke tre af aminosyrerne.
